Jo tidligere en spiseforstyrrelse opdages, jo bedre er prognosen og behandlingseffekten.

En spiseforstyrrelse opstår som regel i ungdomsårene, men kan være svær at opdage, når slankekure, diæter og vægttab er en almindelig del af mange almindelige danskeres hverdag.

Så hvornår går spisemønstret fra at være en kulturelt accepteret adfærd til en sygelig overoptagethed? Og hvordan opdager vi denne forskel?

Er et spørgeskema vejen frem?

Vi har brug for et redskab, som meget præcist kan fortælle os, om vi skal være bekymrede eller ej.

Kan fem simple spørgsmål være tilstrækkeligt? Hvis det er, kan vi bruge et screeningsinstrument, der kaldes SCOFF, som har vundet international udbredelse.

SCOFF er et spørgeskema, der er bygget op omkring fem kernesymptomer i spiseforstyrrelser: Opkastninger, kontroltab, vægttab, kropsopfattelse og maddominans (de fem spørgsmål findes i en faktaboks længere nede i teksten).

Kan denne test bruges i Danmark? Og finder den de rigtigt syge, og sorterer den de rigtigt raske fra?

Det har jeg og mine to medforfattere, Simone Daugaard Hemmingsen og René Klinkby Støving, forsøgt at finde ud af i dette studie, der netop er blevet publiceret i Nordic Journal of Psychiatry.

Men først skal vi have på plads, hvordan en spiseforstyrrelse ser ud, og hvor farlig den er.

Hvad er en spiseforstyrrelse?

Spiseforstyrrelsen anoreksi er kendetegnet ved restriktiv spisning, undervægt og angst for fedende fødevarer. Bulimi er kendetegnet ved overspisningsanfald og forsøg på at undgå vægtøgning, eksempelvis ved opkastninger, afføringsmidler eller tvangsmotion.

De uspecifikke spiseforstyrrelser, hvor symptombilledet er blandet, er de mest hyppige. Klassisk for alle spiseforstyrrelserne er, at selvopfattelsen i høj grad er knyttet til kropsvægt og spisning.

Selvom den ramte kan opleve, at kontrol over spisning og krop giver lindring og tryghed, er de negative følgevirkninger alvorlige i form af markant nedsat livskvalitet og truet helbred.

I værste fald dør man af sin spiseforstyrrelse.

Anoreksi har den højeste dødelighed af alle psykiske lidelser på grund af de følger, som vægttab og sult har på krop og hjerne - eller som resultat af selvmord, hvilket er tilfældet hos hver femte af dem, der dør. En meget lav kropsvægt og mange opkastninger øger risikoen for et kronisk eller fatalt sygdomsforløb.

Hvordan gjorde vi det?

SCOFF er et af de mest anvendte screeningsinstrumenter i verden til tidlig opsporing af spiseforstyrrelser, og det er brugt i blandt andet Tyskland, Spanien, Frankrig, England, Sverige og USA.

Skemaet har også været brugt i Danmark, men hvorvidt det egentlig fungerer efter hensigten, var endnu ikke undersøgt på danske unge, da vi startede vores studie.

Vi udleverede derfor skemaet til 191 personer i alderen 11-20 år. Heraf deltog 104 raske unge fra danske folkeskoler og gymnasier fra Fyn og Københavnsområdet og 87 unge diagnosticeret med en spiseforstyrrelse fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Odense.

SCOFF bruges således, at hvis du svarer positivt på mindst to af de fem spørgsmål, er det meget sandsynligt, at du har en spiseforstyrrelse og derfor bør tilbydes hjælp.

Hvad fandt det danske SCOFF-studie?

Resultaterne viste, at SCOFF har både styrker og svagheder.

SCOFF er rigtig god til at finde de rigtigt syge. Det vil sige, at størstedelen (77 procent) af de børn og unge, der var diagnosticeret med en spiseforstyrrelse, blev opdaget med SCOFF. Omvendt kan man sige, at testen ikke opdagede næsten en fjerdedel.

SCOFF klarede også at sortere de fleste af de rigtigt raske fra. Det vil sige, at 72 procent af skoleeleverne svarede ja til mindre end to af spørgsmålene.

Omvendt betyder det, at 28 procent af dem svarede ja til to eller flere spørgsmål, hvilket enten kan skyldes, at testen ikke er valid (gyldig), eller at der faktisk var 28 procent af børnene og de unge, der havde symptomer på en spiseforstyrrelse.

Eftersom deltagerne i projektet var anonyme, kunne vi i dette studie ikke undersøge nærmere, hvorvidt de reelt havde symptomer på anoreksi eller bulimi.

Vi undersøgte også, om SCOFF fungerer mere præcist, hvis vi ændrer scoringsnøglen til ét eller tre positive svar, men vi kunne konkludere, at SCOFF fungerer bedst, når vi fastholder to som grænseværdi for sandsynlig spiseforstyrrelse.

Gør testen raske mennesker syge?

Et bud på svagheden hos SCOFF kan være, at spørgsmål tre ikke dur.

Spørgsmålet omhandler nyligt vægttab på 6-7 kg og tager dermed ikke højde for almindelige, ufarlige slankekure, der udspringer af et ønske om at gøre noget godt for sin krop. Altså gør den raske mennesker syge.

Omvendt kan testen miste anoreksiramte, der igennem længere tid har sultet sig til undervægt. Testen gør derfor også syge mennesker raske.

Vi foreslår derfor, at spørgsmålet ændres til: »Har du bevidst tabt dig, fordi du er utilfreds med din krop?«

Dermed kommer vi uden om grænsen på de 6-7 kg, og vi sorterer dem fra, som har tabt sig af andre årsager, eksempelvis en sund diæt eller fysisk sygdom.

Alt i alt kan man sige, at SCOFF er et simpelt, tilgængeligt, gratis og relativt præcist værktøj, som også kan bruges i danske studier eller til at spotte unge med risikotræk. Det kunne eksempelvis være på skoler, i sportsklubber eller hos praktiserende læger.

Dog kan testen ikke stå alene. Vil man være helt sikker på, om en ung person har udviklet en spiseforstyrrelse eller ej, skal der yderligere interview og psykiatrisk undersøgelse til.

Er unge utilfredse med deres krop?

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) udgav en rapport i 2016, der evaluerede sundhedsadfærd blandt unge i 41 europæiske lande.

Danske unge er de mindst fede, men er samtidig blandt dem, der er mest utilfredse med deres kroppe, føler sig for fede og praktiserer vægtreducerende adfærd. Vi ved, at et negativt kropsbillede samt diæter kan være risikofaktorer for spiseforstyrrelser.

Vores studie fandt som sagt, at 28 procent af skolebørnene svarede ja til mindst to af SCOFF-spørgsmålene, og dette tal stemmer overens med andre lignende studier. Et SCOFF-studie fra USA fandt eksempelvis, at 16 procent havde spiseforstyrrelsessymptomer, og 82 procent var utilfredse med deres krop og vægt.

Et studie blandt spanske unge fandt, af 22 procent havde to eller flere positive svar på SCOFF, og hos pigerne hang dette sammen med et reduceret dagligt indtag af kalorier.

I en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse vurderes det, at 0,5 procent af teenagepiger og unge kvinder har anoreksi, to procent af unge kvinder har bulimi, og tre procent lider af tvangsoverspisning. Forekomsten hos unge mænd er betydeligt lavere.

Spiseforstyrrelser ser ud til at være et stigende problem, og vi kender ikke tallene for de danske unge, der ligger i et gråzonefelt eller aldrig modtager hjælp for deres spiseforstyrrelse. Et finsk studie fandt, at omtrent halvdelen af mennesker med anoreksi ikke var blevet opdaget af sundhedsvæsenet.

Skal man sige noget?

»Man får ikke noget at vide, medmindre man spørger.«

Dette er en udpræget antagelse blandt professionelle behandlere. For spiseforstyrrelser er ofte præget af en svær ambivalens.

I det ene øjeblik er den syge udmærket klar over, at spiseforstyrrelsen dominerer og ødelægger livet. I det næste øjeblik kan den syge virke fuldstændig ubekymret og udstråle ro og kontrol over situationen.

Den svingende sygdomserkendelse betyder, at motivationen for behandling ofte er ret lav.

Det kan være vanskeligt for pårørende og behandlere at forstå, at den syge ikke ønsker hjælp. Men det betyder ikke, at man skal holde sig tilbage og undlade at tænke højt.

Det er vigtigt, at man vedbliver at give udtryk for den ændring, man har set, og den bekymring, man bærer på.

Du kan som pårørende få hjælp hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

Nogle gange er det tiende gang, det bliver sagt højt, at budskabet trænger ind. Andre gange, er det den tiende person, der lige præcis formulerer sig, så det giver mening for den syge.

Tavshed fra omgivelserne vil opfattes som stiltiende accept, som igen vil være en ambivalent oplevelse for den syge: På den ene side ønsker man at være i fred med sin sygdom, fordi den giver en form for tryghed og kontrol. På den anden side er sygdommen et stumt skrig om hjælp.

Det er nødvendigt at reagere hurtigt

»Man ser lykkelig ud, selvom man hader sig selv og har det forfærdeligt.«

Sådan sagde en 15-årig pige med spiseforstyrrelse, da jeg som psykolog havde hende i behandling i børnepsykiatrien.

Vil vi ændre på dødstallet for anoreksi og forebygge den invalidering, som en spiseforstyrrelse kan medføre, må vi være rigtig gode til at bryde ind tidligt.

SCOFF kan finde de fleste, men ikke alle. Og nogle skal stille spørgsmålene, før der kommer svar.