Har vi egentlig demokrati i Danmark? Et sådant spørgsmål forekommer måske provokerende, endda absurd.

Men er det nu også det? For ser vi ikke, at stadig flere demokratiske rettigheder negligeres eller helt afskaffes?

Magten i offentlige institutioner centreres, nye (mellem)ledelseslag indføres, og tidligere decentrale organer bestående af fagprofessionelle – som eksempelvis Miljøstyrelsen – reduceres til imaginære størrelser uden reel indflydelse og betydning.

Borgere i Danmark fratages rettigheder, som, vi tidligere troede, var umistelige.

Eksempelvis har vi set en indskrænkning af retten til at protestere mod magthavere, idet at man har indført nye (mellem)ledelseslag, der skal styre og regulere de fagprofessionelles gøren og laden.

Hvor saglig og faglig kvalificeret kritik tidligere var et værn mod inerti og fordummelse, anses kritik i samtiden i tiltagende grad som unødig støj, en art forstyrrelse, der truer den eksisterende sociale og symbolske orden.

Kampen om menneskesynet i samtidens institutioner

Er mennesket først og fremmest socialt eller opportunistisk? Kulturbærende eller økonomisk egennyttigt?

Spørgsmålene er aktuelle, da de relaterer sig til en grundlæggende konflikt i såvel børnehaver, SFO’er og skoler som på de højere uddannelser mellem dem, der vil mere top-down-styring og dem, der vil mere bottom-up-frihed.

Bag konflikten gemmer der sig to diametralt forskellige menneskesyn, som hver især påvirker vores opfattelse af og praksis for børn og unges (ud)dannelse.

På den ene side har vi en logik, som understøtter model homo socius, altså tanken om det sociale, kulturbærende og -skabende menneske. Her er demokrati, dannelse, lighed, frihed og fællesskab i centrum.

På den anden side har vi en neoliberal logik, som understøttes af model homo economicus, altså, tanken om det rationelle, økonomiske og opportunistiske menneske (læs mere om de to modeller her).

Det langsommelige, ineffektive demokrati

Her handler det om at give børn og unge kompetencer. Dels så de kan blive arbejdsduelige og selvforsørgende og ikke ligge andre til last. Dels for at de kan efterleve konkurrencestatslige krav som:

• ’At få mere for mindre’
• ’At være smartere og hurtigere end de andre’
• ’At vinde for ikke at forsvinde’
• ’At talentudvikle’

Tilhængere af det sidste synspunkt opfatter processer med direkte demokrati som langsommelige, ineffektive og ukontrollable.

Og fordi ikke alle mennesker har den fornødne (økonomiske) viden og indsigt, der skal til for at styre andre i et så komplekst samfund som det danske, må styringen overlades til dem, der har erobret denne viden og indsigt.

Pseudodemokratiet og nødvendighedens logik

Følger vi den franske filosof, Jaques Rancière, er der hos visse magthavere, teknokrater og eliter (oligarker og plutokrater) et decideret had til demokrati, fordi det giver mulighed for, at også ‘uvidende og ukvalificerede masser’ kan komme til orde og gøre deres indflydelse gældende.)

Pointen er, at vi er på vej til et pseudodemokrati, hvis vores magthavere anser sig selv for udstyret med en særlig adkomst til at styre andre, uden selv at ville lade sig styre af disse andre, for eksempel ved at lytte til dem og tilgodese også dem med andre værdier end én selv.

Paradoksalt nok taler oligarker og plutokrater ud fra en ‘nødvendighedens logik’, hvilket i bund og grund ikke lægger op til reel styring af noget eller nogen, eftersom alt allerede er afgjort på forhånd:

• ’Det er nødvendigt, at vi alle bidrager med alle vores menneskelige kapitaler!’
• ’Det er nødvendigt, at det er den vej, vi skal gå!’
• ’Det er nødvendigt på grund af globaliseringen, at vi skal spare!’
• ’Vi er nødt til at fjerne alle ghettoer.’

Skole og dagtilbud har stadig de rette grundværdier

Selv prioriterer vi det demokratiske, sociale og dannelsesorienterede syn, der lægger op til et direkte og ikke blot pseudodemokratisk folkestyre.

Og heldigvis er det stadig det gennemgående syn i de institutioner, der opdrager og uddanner børn og unge, at de skal vokse op som sociale og kulturelle medborgere, der har øje for fælles samfundsmæssige anliggender (læs f.eks. Dagtilbudsloven § 1 og § 7 stk. 4 her og læs Folkeskoleloven § 1 her).

De skal ikke kun have blik for særinteresser, selvoptimering, og hvordan de kan klare sig bedre end dem, som de er konkurrenceudsatte i forhold til.

Livet drejer sig ikke kun om at opnå de bedste resultater og højeste karakterer.

Tests, målstyring og synlig læring vinder frem

Ifølge den amerikanske politilog, Wendy Brown, indlejrer neoliberalismen imidlertid os alle i en bestemt type ‘firmalogik’.

Det vil sige, man betragtes og skal betragte sig selv som et firma ud fra spørgsmål som:

• Hvilke potentialer og talenter skal der investeres i, for eksempel gennem oprettelse af talentklasser?
• Hvordan skal disse investeringer implementeres?
• Og hvilke afkast er mulige, og hvordan skal de bedømmes og værdisættes?

Når den neoliberale ideologi trænger sig længere og længere ind i uddannelsespolitikken, bliver det vanskeligt for børn og unge at gøre sig til medborgere, at blive mere end sig selv nok.

Valget af skole bliver markedsliggjort

Firma-logikken viser sig ved en tiltagende instrumentalisering. Begreber som synlig læring, tests, talentfremme og læringsmålstyret undervisning er blevet introduceret som forsøg på at styre, kontrollere og regulere alle, jævnfør førnævnte neoliberale logik (læs mere om kritik af synlig læring her).

Dette skaber ikke blot konkurrence internt mellem eleverne, men også internt mellem skolerne, nu hvor alles resultater ligger frit fremme til skue. Undervisningsministeriet driver det, der med en økonomisk term kaldes Datavarehuset.

Her kan man som kunde (forældre og elever) med et par klik shoppe rundt og se, hvordan de enkelte skoler klarer sig i forhold til: Inklusion, trivsel, karaktergennemsnit, gennemførelsesprocent, elevfravær og overgang til videreuddannelse mv.

Opgørelserne kan bruges til at shame og blame visse skoler og lærere for ikke at levere varen. For hvem foretrækker en skole, hvor elevernes gennemsnit er 6,2 for én, hvor det er 7,8? Den slags mål og resultatfokus gavner ikke de demokratiske processer.

Tværtimod.

Den slags mål gør os hver især til individuelle ‘øer’, som kæmper mod hinanden i stedet for med og for hinanden.

I leg erfarer vi, at verden kan gøres radikalt anderledes

I vores bog ‘Ustyrlighedens paradoks – demokratisk (ud)dannelse til debat’ pointerer vi, at vi som led i opgøret med neoliberalismen og statens og kommunernes styringsfetichisme må revidere vores forståelsesramme for demokrati.

Dertil kommer, at vi ikke kun må have fokus på det repræsentative, men også og især på den anarkistiske demokratiform, det direkte demokrati.

Leg er et eksempel på en praksis båret af direkte demokrati. Og leg er en meget væsentlig faktor i forhold til børn og unges demokratiske (ud)dannelse.

Hvorfor er legen så vigtig?

Fordi det netop er i legen, at børn og unge kan deltage i fællesskaber med nogen, der ikke (kun) ligner og har samme ideer, tanker og syn på verden som dem selv. Og deri ligger der en nødvendig dannelse til at kunne håndtere sociale konflikter.

Det er også i legeprocesser, at vi nysgerrigt kan udfordre og overskride de gældende roller og positioner, vi hver især indtager, og som altid kunne være anderledes.

Med andre ord er det igennem leg, at barnet/elevens sanselige, intellektuelle og emotionelle erfaringshorisont kan udvides med nye former: ’Hvad nu hvis vi i stedet siger, at…?’, og ’Hvordan kan vi så gøre det i stedet for…?’ er legens grundformler – og demokratiets.

I legen har vi evnen til at forestille os verden radikalt anderledes

Fra den italienske filosof, Giorgio Agamben stammer begrebet ‘hvilken som helst-singulariteten’.

Det vil kort sagt sige muligheden for ikke at se sig selv og andre som en på forhånd fastlagt identitet, men som et hvilket som helst-individ med potentialitet til også noget andet.

Når et barn leger, det er en voksen, når en dansker leger afrikaner, en dreng leger pige, leger løve, drage, æg…, så bruger det sin forestillingsevne, udnytter sine kapaciteter.

I skolesammenhæng kan en elev, som har fået skoleidentiteten ‘elev med læsevanskeligheder’ eller ‘elev med svag socioøkonomisk baggrund’ i legen opleve at være mere og andet end det: At træde frem for de andre og sig selv med hele sin menneskelighed (hvad det så vil sige), som altid er mere, end hvad forskellige kategorier er i stand til at udtrykke.

I legen kan sociale skel ophæves, og man kan være sammen med andre på andre måder, hvilket igen er afgørende for den demokratiske dannelse, som uddannelsesfeltet har til opgave at sikre.

Mere demokrati og mindre styring

Hvis børn og unge ikke i deres hverdagsliv i institutioner oplever og erfarer, hvad demokrati, og herunder frihed, lighed og broderskab, kan være, hvorfor skal de så kæmpe for det? Hvorfor kæmpe for eksempelvis frihed, hvis den kun er nogle få og ikke alle forundt?

Mindre (neoliberal) styring i skoler og institutioner kan give større mulighed for at lege. I bogen argumenterer vi for, hvorfor kommende generationer gennem leg kan forstå ikke blot, hvad der karakteriserer forskellige demokratiformer, men også hvordan de selv kan udøve og opretholde demokrati.

Ved at være forpligtet på legens forhandling af regler og roller erfares demokrati direkte.

I modsætning til spilleregler er brugen af legeregler nemlig altid afhængige af, om de fungerer i processen for dem, der leger her og nu. Og hvis en legerolle ikke virker efter hensigten, så må den omdefineres. Forhandlinger sker løbende, og enhver leger er forpligtet på at indgå i dem.

Derfor må der eksperimenteres med mere direkte og legende demokratiformer i samfundet som helhed og i uddannelsesfeltet i særdeleshed.

Vi må erfare demokratiet for at praktisere det

Som Rancière påpeger, er demokrati ikke et abstrakt ideal, en abstrakt menneskeret til lighed eller frihed. Demokrati opstår gennem handlinger, gennem direkte at gøre, erfare og reflektere over det at styre og lade sig styre i et fællesskab med andre, der også både styrer og lader sig styre.

Legehandlinger er netop karakteriseret ved at foregå i fællesskaber, hvor regeldannelse og regeloverholdelse forhandles frem og altid kan gen- og nyforhandles.

Til gengæld har de, der ikke deltager i legefællesskabet, for eksempel pædagoger og lærere, ikke formynderisk ret til at sætte reglerne. Leg er selvorganiseret – ikke pædagogisk eller didaktisk kontrolleret.

I legen bliver vi til myndige og reflekterende borgere

Dagtilbuds- og uddannelsesfeltets store udfordring er da, hvordan myndige professionelle kan afholde sig fra formynderi.

Hvordan kan de (til)lade børnene og de unge at overskride sig selv og deres intellektuelle, sanselige og emotionelle erfaringshorisonter i ustyrlige, faglige og saglige fællesskaber?

Der er flere måder at gøre dét på.

For det første ved at tage afsæt i præmissen om, at det hverken er muligt eller ønskværdigt at styre børn og unge i detaljen.

Man kan vel næppe skabe myndige, selvstændigt tænkende borgere, hvis man i institutionerne behandler børn og unge som umyndige væsner, der hele tiden skal underlægges en eller anden form for formynderisk styring?

For det andet ved at bryde med logikken om homo economicus som bærende menneskesyn. I stedet må barnet og eleven ses som værende ubestemmelige størrelser, der har mulighed for i det sociale at træde frem på forskellige måder over for hinanden.

Man må skabe mulighedsrum for, at børn og unge kan lege med eksisterende inddelinger, identiteter og klassifikationer, at de kan lege med andre, der har andre værdier og opfattelser af for eksempel ‘det gode’, end de selv har, at de kan lege med eksisterende forståelser og forklaringer af faglige og saglige forhold osv.

Pointen er, at det er via legen, at børn og unge for alvor kan erfare, hvordan den sociale orden altid kunne være anderledes – og de forskellige konsekvenser heraf.