Pædagogers betydning for børns oplevelser af leg: ”Du må ikke grille en baby”. Om hvordan voksnes handlinger i og omkring børns leg i børnehaven har betydning for børns oplevelser af leg som sjov

Indledning

Nordisk legeforskning er tværfaglig og præget af forskellighed i legeforståelse og definition. Definitionerne tager udgangspunkt i forskellige videnskaber, er ofte sammenvævede og i dialog med hinanden, men rummer også forskellige implicitte anbefalinger til den pædagogiske praksis i forhold til leg.

Nærværende artikel forstår leg i et børnekulturelt perspektiv med henvisning til teorier om børn som kulturskabende og -forbrugende (Corsaro, 1979, 2003; Mouritsen, 1996; Opie & Opie, 2000) og til metodologiske studier om at forske i og møde børns perspektiver (Bae, 2009; Clark, 2017; Gripton & Vincent, 2021; Hauge & Hovgaard Jørgensen, 2019; Jørgensen, 2023; Koch, 2021). I den optik forstås leg som en værens- og udtryksform, som de fleste børn foretrækker, og som et særligt og ustyrligt rum for meningsskabende processer, sjov og ballade (James & Fox, 2019; Jørgensen & Koch, 2018: Løkken, 2004; Toft, 2018; Singer, 2019; Skovbjerg, 2017, 2021; Sundsdal & Øksnes, 2015; Søbstad, 2006).

I en nordisk sammenhæng har en sådan legeforståelse historisk været central for pædagogers opfattelse af børn og børns tilgang til verden samt af deres egen rolle som garanter for børns ret til leg. Pædagoger har set det som et væsentligt pædagogisk opdrag at skabe plads og tid til leg, støtte børn i leg og selv tage del i børns legekultur med al dens uorden og humor og fjollede og gakkede påfund (Mouritsen, 1996; Olofsson, 1996). Nyere studier antyder imidlertid, at pædagogers tilgang til deres egen legepraksis er under forandring, at den gode leg i dag opfattes som rolig og konfliktfri med plads til mange børn, at den euforiske leg med plads til sjov og fjol har vanskelige vilkår i pædagogiske institutioner, og at pædagogerne, når de deltager i børns leg, gør det i socialiseringsøjemed (Børgesen & Boysen, 2019; Karoff, 2013; Schmidt & Slott, 2021; Skovbjerg, 2016). En sådan forandret praksis kan måske få betydning for børns oplevelser af leg som sjov i deres institutionsliv, men den forandrede praksis kan også være problematisk, hvis vi ønsker at bevare det børne-centrerede og legende som et nordisk adelsmærke for pædagogisk praksis.

Forfatterne til denne artikel tager udgangspunkt i børns perspektiver på leg som sjov, fjol, skør og spænding (Hauge & Hovgaard Jørgensen, 2019; Jørgensen, 2022; Karoff, 2013; Miller & Kuhaneck, 2008; Skovbjerg et al., 2022). Vi advokerer i lighed med andre studier for, at pædagoger i dagtilbud må udvikle en aktiv og sensitiv praksis for at støtte børn i leg samt være opmærksomme på legens kontekstuelle og samfundsmæssige betingelser (Delblanc & Wernholm, 2023; Kalliala, 2011; Ravn, 2023; Winther-Lindqvist, 2020). I forlængelse heraf stiller vi os kritiske over for to forhold. For det første om forskning i små børns perspektiver på leg som sjov kan finde sted, uden at forskere og pædagoger i en eller anden forstand tager del i børns leg. For det andet om vi forskere meningsfuldt kan udtale os om udvikling af pædagogers legepraksis uden at sætte egne legefærdigheder på spil.

Artiklens undersøgelsesspørgsmål er, hvordan pædagoger og forskere kan handle i leg på måder, der understøtter børns perspektiver på leg, afgrænset til den leg, der af børn karakteriseres som sjov. Artiklens ambition er at vise, hvordan børns viden om leg som sjov kan styrke det legende og børnecentrerede i den nordiske pædagogfaglighed, men også stille spørgsmål ved, om en legeforskning, der befinder sig uden for legen, kan sige noget meningsfuldt om børns legeoplevelser og pædagogers legepraksis.

Leg i et børneperspektiv – leg som værens- og ytringsform

Med interessen for børns perspektiver på leg tager artiklens legeforståelse afsæt i filosofiske nedslag om leg som væren. Med Gadamer (2004) ser vi legen som et subjekt, der bevæger sig hid og did, og som vi mennesker kan gribes og opsluges af, men ikke styre. Med Fink (1968) ser vi legen som en eksistentiel aktivitet, der ikke skal føre til noget uden for sig selv, hvorfor en intuitiv og spontan valgfrihed, der ikke lader sig begrænse af det mulige, kan udfoldes og føre til helt nye meningssammenhænge.

Af nutidige legeteoretikere knytter vi an til Helle Marie Skovbjergs teori om leg som en stemningspraksis (Karoff, 2010; Skovbjerg, 2016, 2021). I hendes forståelse er leg noget almenmenneskeligt og en samværsform, der opstår og praktiseres omkring et legemedie. Som menneske leger vi altid med noget, og når vi gør det, opstår en særlig stemning, vi kan dele, tage del i, bidrage til og forandre. Skovbjerg opererer med fire legestemninger: den hengivne, den højspændte, den opspændte og den euforiske. Vi tager her især udgangspunkt i den højspændte, der involverer fart og kilden i maven, samt den euforiske, der indebærer fjol, pjat og latter. Skovbjerg viser i sin empiriske forskning, hvordan disse stemninger praktiseres af børn gennem hurtige skift og overskridelser.

Derudover anvendes i artiklen et begreb om legens orden. Begrebet er en videreudvikling af stemningsperspektivet, og Skovbjerg er primus motor i videreudviklingen. Med begrebet legeorden forstås leg som en særlig orden, hvori andre logikker hersker end i de institutionelle logikker, der danner ramme om legen: ”Legeordenen må ses som en organisering af handlinger, materialer og relationer, som praktiseres af dem, der deltager, og værdien bestemmes gennem vedligeholdelse og gentagelse, der bestandigt må foregå” (Skovbjerg et al., 2022, s. 44). En legeorden etableres og udøves således gennem handlinger i konstant dialog med de deltagende, men også med materialer, steder, rutiner, normer og relationer, som befinder sig uden for legeordenen i de institutionelle logikker, der danner ramme om legen. Begrebet legeorden tilbyder et helhedsperspektiv på legemiljøet i dagtilbuddet og muliggør en nuanceret og empirisk sensitiv tilgang til undersøgelser af forholdet mellem lege, der opstår og udfolder sig, de børn, der deltager, og de kontekstuelle forhold, forståelser og intentioner, som er indeholdt i de voksnes handlinger i forhold til legen.

I henhold til ovenstående er leg en aktivitet, man skal tage del i for fuldt ud at kunne vurdere det meningsfulde i. Den betragtende vil nok kunne se, at noget er sjovt, men måske ikke forstå præcis hvad eller hvordan. Lige såvel som dynamikker i den konstante forhandling af materielle og immaterielle relationer og værdier vil være ugennemskuelig for den ikke-deltagende, især hvis dennes blik er tonet af de institutionelle logikker. Et eksempel kan være, når små børn under latter og hvin bliver optaget af at flytte ting – og sig selv – rundt i institutionen, mens voksne forsøger at håndhæve regler om ro og orden.

Børns perspektiver, sjov og travesti

Når vi i artiklen undersøger leg i et børneperspektiv sammen med oplevelser af at have det sjovt, tilgår vi børns perspektiver i overensstemmelse med Max van Manens begreb om en barnesans, som er ”the active and reflective sensitivity to sense what goes on in the life of a child or young people in a particular and concrete situation” (van Manen, 2015, s. 11). Barnesansen kan beskrives som lydhørhed over for det unikke barn. Børns perspektiver forstås i forlængelse heraf som voksnes fænomenologiske åbenhed mod, hvad forskellige børn udtrykker kropsligt, verbalt og legende samt egne fortolkninger heraf (Clark, 2017; Jørgensen, 2023; Koch, 2021). I nærværende artikel er fokus således ikke på det, som børn ytrer i voksenstyrede interviews, tegneseancer eller andet, men det, som børn udtrykker med kroppen i form af latter, skrig, ansigtsmimik og bevægelser, og som vi voksne sanser og tolker som oplevelser af at have det sjovt. Barnesansen viser sig derfor også i den voksnes performativitet; hendes ageren over for barnet og i de betydninger, som voksnes handlinger udtrykker. I bestræbelsen på som forskere at nærme os en forståelse af børns perspektiver på leg som sjov, knytter vi derfor an til studier, der undersøger børns humor og deres optagethed af inkongruens og sjov, samt studier, der undersøger pædagogers flair for og deltagelse i sjov i børnehaven (Coates & Coates, 2020; Jørgensen & Koch, 2018; Koch, 2023; Loizou, 2004, 2005; Søbstad, 2006). For yderligere at nærme os en forståelse af børns kropsligt udtrykte perspektiver retter vi fokus mod børn og voksnes handlinger i leg. Det gør vi med begrebet travesti. Travesti betyder at vende op og ned på tingene, at forskyde det kendte og gøre det til noget andet, grotesk eller overraskende, hvorved der opstår en komisk effekt (Jørgensen, 2022). Travesterende handlinger undersøges derfor som særlige handlinger i leg knyttet til børns oplevelse af leg som sjov, fjollet, skør og spændende.

Metode

Analysens empiriske grundlag stammer fra et pilotprojekt, hvis formål var at undersøge, hvordan børns perspektiver kommer til udtryk i leg, samt betydningen af voksnes handlinger i forhold til leg. Pilotprojektet tager afsæt i en ’grounded theory’-tilgang (Charmaz, 2006). Der foretages først seks semistrukturerede interviews (Kvale & Brinkmann, 2015) med pædagoger fra forskellige dagtilbud om deres legepraksis. En foreløbig analyse af disse viste en dobbelthed i pædagogers italesatte legepraksis i forhold til børns oplevelser af leg som sjov. Efterfølgende udførte vi i det ene dagtilbud et legeeksperiment med det formål at komme tættere på børns perspektiver på leg som sjov. Metodologisk har legeeksperimenter base i designtænkning og design-based research (Ejsing-Dunn & Skovbjerg, 2019; Jensen et al., 2023; Jørgensen et al., 2021). Det betyder for det første, at viden ses som fremkommet i samskabende processer mellem de involverede, som i dette tilfælde er forskere og børn. For det andet betyder det, at viden udforskes, afprøves og fastholdes i eksperimentet gennem en vedvarende vekslen mellem iteration og refleksion. Et legeeksperiment er derfor ikke en pædagogisk rammesætning af en bestemt leg, men en måde at designe for muligheden af, at leg kan opstå og bevæge sig ukontrolleret mellem de deltagende. Legeeksperimentet bliver et mødested for børn og voksnes perspektiver. Et mødested, som tilstræber at anerkende leg som små børns foretrukne værens- og udtryksform.

Det konkrete legeeksperiment er designet med udgangspunkt i tolv dyrekapper. Det foregår på to afgrænsede stuer over en periode på fire måneder med fem iterationer (vi leger legen fem gange). En deltagende pædagog har udvalgt en gruppe børn i alderen 2–4 år, men insisterer ikke strengt på børnenes deltagelse. De udvalgte børn kan forlade legen, lige såvel som andre kan komme til. I alt deltager elleve børn, hvoraf de ni er gennemgående. Derudover deltager vi som forskere og laver deltagerobservationer fra henholdsvis kanten af og inden for legeordenen. Det vil sige, at den ene, A, forholder sig observerende på en klassisk etnografisk måde (Hastrup, 2003) og tager billeder, mens den anden, H, tager del i legen, prøver at følge børnenes perspektiver og skriver få stikord, som sammen med billederne umiddelbart efter legen nedfældes som en deltagerobservation.

Legeeksperimentet gennemføres på et informeret grundlag med mulighed for, at også forældrene kan vælge børnenes deltagelse fra. Indsamlet empirisk data i form af deltagerobservationer og billedmateriale anonymiseres.

Det empiriske materiale er fastholdt som transskriberede interviews og som deltagerobservationer inde fra og på kanten af legen. Analysestrategien indeholder en empirisk del med to nedslag om henholdsvis italesatte pædagogiske handlinger med udgangspunkt i interviews og om samspillet mellem børn og voksne i leg og med udgangspunkt i deltagerobservationer fra to positioner. Herefter følger en teoretisk analyse med udgangspunkt i begreberne performede børneperspektiver, legestemning, sjov og travesti. Kodning og kategorisering af de to empiriske dele fremgår af tabellen herunder.

Figur 1. Tabel over analyse.

Pædagogers italesatte legepraksisser

I første delanalyse er det empiriske objekt fem pædagoginterviews. I disse italesættes børns leg flere gange med udtryk som ”at lege nedad” (2) – med børn, der er yngre end en selv – eller at ”lege på et lidt lavere stadie” (5), eller at ”man går fra parallelleg og til at øve rolleleg” (5). Her ytres en ide om progression og udvikling, og rollelegen italesættes som det, ”vi gerne vil øve ham i, fordi det er der, man har samspillet meget med de andre børn” (5). I forlængelse heraf taler pædagoger om forskellige understøttende handlinger. Disse er:

At organisere legerelationer. Pædagogerne sætter børn sammen, som de vurderer kan bidrage til udvikling af hinandens sociale færdigheder: ”Der er jo ingen der udvikler sig alene. Det er sammen med nogen og oftest også i samspil med nogen, vi udvikler os” (4).

At sprogliggøre børns oplever ved fx ”at oversætte” (5) eller ”benævne, hvad der foregår” (4) i legen for børnene for at hjælpe dem med at forstå hinandens intentioner og egne muligheder: ”Vi sætter nogle ord på for ham – både overfor det andet barn, men også for ham selv ift., hvad han mangler at fortælle, han gerne vil lege” (2).

I forlængelse af disse sproghandlinger nævnes børns oplevelser af sjov ikke. Der tales alene om at undgå konflikter og fremme den sociale udvikling med udgangspunkt i pædagogens kendskab til det enkelte barns sproglige forudsætninger. Det børneperspektiv, pædagogerne kommer til at performe, identificerer vi som et udefra-perspektiv, hvor den voksnes vurdering af det enkelte barns sociale og sproglige udviklingspotentiale styrer de pædagogiske handlinger snarere end børns oplevelser af at være i leg.

Men der er i nogle af interviewene en anden stemme ud over den udviklingsorienterede – her florerer ord som ”legestemning” (1,3,6), ”legemedier” (3), ”drivkraft” (3) og ”legemiljø” (3). Ligeledes tales der om at ”åbne øjnene op for børnene” (2) og se på, ”hvad der er på spil for et barn” (1) eller ”følge dem ind i en situation” (6). Her italesættes pædagogiske handlinger som:

At skabe et legemiljø, fx ved at undersøge: ”Er der for mange farver? Er der FOR meget legetøj? Er det uoverskueligt at være her? Hvordan kan selve rummet hjælpe børnene til at være kreative og bruge deres fantasi?” (3).

At have en legende tilgang som fx at ”invitere til et elefantløb, når børnene skal ind” (6). Det får børnene til at fare afsted under tumult og latter. Pædagogen her nævner specifikt, at det bliver sjovere for børnene. Oplevelsen af sjov er altså et kriterie for hendes praksis. Hun taler om at tage et barn i hænderne, “så hun kunne få det sjovt med nogle andre” (6). Mens en anden pædagog taler om, at noget ”vil blive sjovt” (4). Den legende tilgang ser ud til at handle om, at ”følge DERES perspektiver og så se: Hvad er det, det kan blive til?” (3). Det børneperspektiv, der performes her, kan forstås som sensitivt rettet mod børns oplevelser af leg som sjov. I forlængelse heraf italesætter pædagogerne deres egen legedeltagelse som et spørgsmål om evnen til ”at fjolle” (2,3). Hvad en sådan evne til fjol indebærer, forfølges videre i næste delanalyse.

Må man grille en baby?

I anden delanalyse er det empiriske objekt deltagerobservationer fra legeeksperimentet. Observationerne er foretaget fra to positioner og rettet mod børn og voksnes kropslige og verbale udtryk, bevægelser og handlinger i leg. Det følgende tager afsæt i en specifik legesituation under den tredje iteration.

Det er allerede blevet en velkendt begivenhed i institutionen, at når vi forskere træder ind i huset med den store kasse fuld af dyrekapper, skal der leges. Børnene kommer selv til for at deltage. Følgende deltagerobservation er skrevet af H inde fra legens orden:

De siger, jeg skal være gris. Så tager jeg grisekostumet på og siger ’øf’. Jeg får at vide at grisen skal grynte. Så gør jeg det.

Da jeg bevæger mig ind i det andet rum, siger børnene, at vi skal lave ild, vi skal lave bål, og Dragen skal tænde det. Det får vi Dragen til. Siri viser mig, at jeg skal stikke hånden ind i ilden. Så snart jeg gør det og råber ’AV’, kommer Julia med vand. Den leg fortsætter nogle gange. Siris øjne følger mig. Hun griner højt, når jeg brænder mig. Både Siri og Julia kommer med vand. Jeg prøver at spise en baby. Men det må man ikke, siger de. Så finder vi på at sætte pølser på en pind, grille dem og spise dem. Julia har et hårbånd med en lang fletning. Hun siger, det er der, pølsen er. Hun holder den over ilden. Siger ’spis’. Vi fortsætter med at grille pølser. Men igen og igen opfordres jeg til at brænde mig, så de kan grine og hente vand.

H tager indledningsvis den grisekappe på, hun får anvist af børnene. Herefter bestræber hun sig på at følge legens hid-og-did-bevægelse med sensitiv opmærksomhed på børnenes udtryk og legehandlinger samt på de muligheder, der opstår, for at tage del, dele og forandre. For eksempel finder hun på noget andet, da børnene ikke synes, det er sjovt at grille en baby, og hun er således med til at forhandle og vedligeholde den særlige legeorden, der etablerer sig om det imaginære bål, hvor den voksne brænder sig, og børnene henter vand. Den voksnes laden-som-om-smerte ser ud til at være det, der fremkalder latter, sammen med børnenes egne bestræbelser på at lade-som-om-lindre. Men for at se nærmere på, hvad det sjove er, skal vi se på samme situation fra kanten af legen med A’s deltagerobservation.

H siger med klynkestemme: Det gør så ondt, jeg har brændt mig. Tre børn i dyrekapper begynder at hælde vand over grisen, H, med kopper og pander. Hun bliver våd, ryster sig og udbryder: Uhhh – alt det vand. Øv. Børnene bliver opildnet og sprøjter (imaginært) vildere og vildere. Aijjj – H vifter med store bevægelser det imaginære vand af sit hoved. Børnene ler.

Det sjove ser ud til at hænge sammen med overdrivelsen. For eksempel da H stikker hånden ind i ilden for efterfølgende højt og larmende at råbe AV, eller da hun i et overdrevent teatralsk tonefald og kropssprog vifter vand af sig. Børnene opfordrer igen og igen til præcis denne legehandling.

At møde børns perspektiver legende inde i legens orden ser ud til at indebære en stadig afkodning af de legende børns ansigtsmimik, skrig, latter og kropslige tegn på sjov, spænding, eufori og grænser, men også at agere legende gennem overdrevne kropsudtryk, lyde og mimiker. Det, der fremkalder latter i det empiriske eksempel, er en række lade-som-om-praksisser, som med gentagelsen skaber en spændt forventning hos børnene om en særlig grotesk reaktion fra den voksne. Forventningen udtrykkes som en opstemt kropslig begejstring, hvor børnene er rettede mod H, som de gentagne gange lokker til at brænde sig på et imaginært bål. Den voksne benytter et kropssprog, som møder børns opmærksomhed mod det lattervækkende og spejler deres flair for inkongruens og fjol. Evnen til at fjolle er ikke knyttet til verbalsprog, men til den voksnes travesterende handlinger udtrykt kropsligt med overdrivelser og grotesker. Travesterende handlinger er indlejret i gentagelsen og den spændte forventning om de samme eller nye fjollede kropsudtryk. Samtidig ser den voksnes deltagelse i legen ud til at anspore og motivere børnene til at udfolde og udvikle andre laden-som-om-praksisser som for eksempel at lade-som-om-sprøjte-med-vand.

I næste eksempel skal vi se, hvordan den voksne kan være endnu mere fjollet og grænseoverskridende på en måde, der forskyder det kendte. Det gør vi ved at forfølge forslaget om at grille en baby over legebålet. For hvordan så den legesituation ud udefra fra A’s position?

H siger, idet hun tager en dukke: ’Nu tror jeg, jeg har lyst til at grille en baby!’ ’NEJ-Nej Nej’, råber børnene forfærdet. H: ’Hvorfor ikke? Jeg er sulten!’ ’Nej, det har jeg ikke lyst til’, forklarer et barn. ’Nå, men så griller vi pølser’. En pige, udstyret med en lang lege-fletning på sit hoved henter en pind og sætter møjsommeligt pølsen på.

Den voksnes forslag om at grille en baby involverer gys og spænding og markerer et grotesk brud på de logikker, der hersker udenfor legeordenen. Vi kan se det som eksempel på, hvordan meningstilskrivninger inde i legeordenen kan være væsentlig anderledes end udenfor. Men vi ser også barnet markere en grænse ved at proklamere, at ’Nej, det har jeg ikke lyst til’. Ikke desto mindre observerer A dette den følgende gang ved den fjerde iteration:

En af pigerne henvender sig til H med en baby på armen: ’Du må ikke grille en baby’. H siger: ’Jeg elsker at spise babyer, det vil jeg altså. Det er meget bedre end gulerødder’. Pigerne fnyser og protesterer med legestemmer.

Herefter løber de skrigende piger rundt for at gemme deres dukker under hvin og latter. De nærmer sig flere gange H ved bålet med dukkerne rakt lidt fremad, men kroppen klar til flugt. Den baby-grilning, der umiddelbart blev afvist, er nu blevet et skørt påfund, en særlig legepraksis, der hører denne legeorden til, og som får børnene (inklusiv pigen, der sagde nej) til at hvine, fnyse, grine og spæne afsted. Børnenes genoptagelse af grilningen stiller spørgsmål til den første afvisning; var den måske en laden-som-om-afvisning, som H ikke helt fik tolket rigtigt i første omgang? Eller har legen og relationen mellem de legende bevæget sig, så babygrilning nu er blevet sjov?

Travesterende handlinger i leg som sjov

I det tredje analysenedslag identificeres i forlængelse af den empiriske analyse tre former for travesterende handlinger, som kendetegner oplevelsen af leg som sjov. Det gøres i dialog med teori om leg som stemningspraksis og undersøgelser af børns oplevelser af sjov.

Den første travesterende handling tager konkret afsæt i kroppen. Vi ser den i pædagoginterviewet i eksemplet med elefantløbet, hvor børn styrter afsted under hvin og latter. Legeoplevelsen korrelerer med Skovbjergs højspændte stemning (Karoff, 2010; Skovbjerg, 2016), der er karakteriseret ved mange skift, og med undersøgelser, der peger på, at fysisk leg, hvor børn bruger deres kroppe til at hoppe, rutsje, gynge og tumle med, opleves som sjov (Koch, 2023). Travestien er konkret, idet det sjove er forbundet med at vende og op ned på kroppen, påvirke tyngdekraften og fremme fart og kilden i maven. Den voksne kan altså performe et sensitivt børneperspektiv ved at finde på noget, der får børns kroppe til at agere og komme op i tempo, trille eller vælte rundt. Ifølge pædagogen er det sjovere end at blive kommanderet ind for at vaske hænder.

Den anden travesterende handling er knyttet til brud på forventninger. Den korrelerer med Skovbjergs euforiske stemning og med undersøgelser, der viser, at børn oplever brud på forventninger som sjov (Koch, 2023). Travestien ligger i bruddet, i ideen om at vende op og ned på regler og rutiner, og den er knyttet til børns fornemmelser for inkongruens, deres flair for det tvetydige, modsætningsfyldte og overdrevne og til kroppens evne til at indtage uventede og groteske stillinger (Jørgensen, 2019; Søbstad, 2006). Travesterende handlinger kan være at sætte en ny kasse med dyrekapper ind på stuen, men det kan også være den måde, den voksne bruger sin krop til at udtrykke sig overraskende og legende på.

Den tredje travesterende handling ligger i forlængelse heraf og er knyttet til spænding. Oplevelsen af sjov er her knyttet til en spændt forventning om, hvad der sker, hvis man gør noget andet, end den voksne forventer (Koch, 2023). Dette aspekt er ofte beskrevet som børns modstandskultur (Grindheim, 2013; Tallant, 2015), men vi tolker det som knyttet til legende handlinger, hvor børn midt i legens ustyrlighed øjner og spontant afprøver en pludselig opstået mulighed, knyttet til deres flair for og glæde ved overraskelser. Spændingstravestien korrelerer ligeledes med Skovbjergs euforiske stemning og en legepraksis, der er karakteriseret ved overskridelse og drilleri. Den kan aflæses som en form for opstemt kropslig begejstring. Vi kan se den i babygrilningen, i pigernes fremstrakte dukker, i deres forsøg på under skrig og latter at gemme dukkerne for den voksne og i forventningen om, at den voksne vil råbe og jage dem for at æde deres babyer.

Smilende ansigter, begejstrede skrig, sitrende kroppe, hurtige bevægelser og latter tolker vi som måder, børn udtrykker oplevelser af leg som sjov på. Voksne kan møde, nære og initiere leg som sjov gennem travesterende handlinger, hvorved de samtidig performer et sensitivt børneperspektiv, der anerkender legen som de fleste børns foretrukne værens- og udtryksform.

Diskussion og opsamling

I pædagogers italesatte legepraksis identificerede vi to måder at performe et børneperspektiv på: en voksenvurdering af børns udviklingspotentiale og en legende tilgang, der rummer evnen til at fjolle. Den første af disse forholder vi os kritiske til i den forstand, at vi er bekymrede for, i hvor høj grad en sådan tilgang møder børns ret til og muligheder for leg, jf. såvel børnekonventionen (Børnekonventionen, 1992, artikel 31) som den danske dagtilbudslov (Dagtilbudsloven, 2022). Ligeledes kan vi være bekymrede for, om den nordiske pædagogfaglighed er i fare for at miste vægten på det børnecentrede og legende, hvis pædagogers handlinger i forhold til leg alene tager højde for et barn udviklingspotentialer. Det andet performede børneperspektiv, evnen til at fjolle, forholder vi os nysgerrigt til. Det har vi i artiklen gjort – ikke ved at observere eller spørge pædagoger om, hvordan de fjoller, men ved selv at gå med på legens præmisser, følge børnene og mærke legens fjol og tvetydighed på egen krop.

Vi mener ikke, at vi, når vi forstår leg som en særlig orden, hvor betydninger og værdier bestemmes af de deltagende gennem en vedvarende vedligeholdelse og gentagelse af legeordenen, meningsfuldt kan undersøge børns legeoplevelser uden selv at deltage. Deltagelse i børns leg kan ikke planlægges; vi kan ikke på forhånd vide, hvordan vi skal handle, og hvad der går an i lige præcis denne leg, og må derfor bestandigt forholde os lydhøre over for de deltagende børns bevægelser og udtryk. For legen bevæger sig, og måske vil et barn afvise et forslag den ene dag for så at lade forslaget genopstå som en særlig legepraksis en anden dag.

For de fleste børn er legen den primære værens- og udtryksform, men for voksne kræver det en overvindelse at give sig hen til legen. At fjolle med børn er krævende, for legen kan ikke styres. Det kan være udfordrende for moderne pædagoger og pædagogstuderende, der er socialiseret ind i en læringsdiskurs, der fremhæver styrede aktiviteter (Børgesen & Boysen, 2019). Samtidig er en stor del af den forskning, der undersøger voksnes deltagelse i børnehavebørns leg, optaget af legens udviklingspotentiale (Delblanc & Wernholm, 2023; Ravn, 2023). Det er ikke i sig selv et problem. Men hvis den udviklingsorienterede tilgang til børns leg tillægges størst vægt, risikerer vi at overse børns legeoplevelser og at underprioritere betydningen af sjov i dagtilbuddet. Ifølge artiklens seks pædagoginterviews står udviklingsperspektivet ikke alene i praksis, men det er den stærkeste diskurs (Schmidt & Slott, 2021), og hvis pædagogerne ønsker at kvalificere deres legepraksis gennem forskningsviden, er der ligeledes en overvægt af udviklingsorienteret forskning. Der er altså brug for mere forskningsviden om pædagogers betydning for leg som sjov. Vi ved, at sjov og humor er væsentligt for børnefællesskaberne, for børns glæde og trivsel og også for børns udvikling (Koch, 2012, 2023; Mourtisen, 1996; Søbstad, 2006, 2013), men samtidig ser det ud til, at det pædagogiske potentiale i arbejdet med sjov i hverdagen er relativt uudforsket (Koch, 2023).

Vi har i denne artikel peget på tre travesterende handlinger, hvormed pædagoger kan performe et børneperspektiv, som kan undersøge – og muligvis understøtte – børns oplevelser af leg som sjov. De travesterende handlinger er knyttede til kroppen, brud på rutiner og spænding.

Med reference til den danske filosof Harald Høffdings (1916) Den store humor – en psykologisk studie vil vi argumentere for endnu en pædagogisk grund til, at pædagoger øver sig i at performe et børneperspektiv med plads til sjov og latter. Nemlig for at nære deres egen barnesans med udgangspunkt i børns humor og viden om sjov. Høffding skelner mellem lille og stor humor. Lille humor er spontan, umiddelbar og kendetegnet af overstrømmende livskraft og livsfølelse, der fører til, at man forholder sig legende og spøgende til alt. Det kan udfoldes ved, at pædagogen tager del i legen og fordyber sig i den lille humor sammen med børn.

Den store humor har en anden karakter – det er en totalfølelse og et mindset, som fordrer livserfaring og eftertanke, formet gennem livets smertefulde indflydelse på sjælelivets inderste kerne. En enhed af vid, kærlighed og en positiv tilgang til livet, som medfører, at man i udøvelse af stor humor formår at tilsidesætte sig selv og finde mulighed for smil og latter ved enhver lejlighed med sympati og omsorg for livets puls. Pædagogerne vil dermed på længere sigt – via fordybelse i lille humor sammen med børn og løbende eftertanke og refleksion – potentielt kunne udvikle stor humor. Det vil sige nære deres egen evne til at være legende til stede på en sympatisk forstående måde i institutionshverdagens kontraster – og som rollemodeller have mulighed for at give børn flair for noget tilsvarende. Evnen til at fjolle med børn kan potentielt give livsindsigt.

I dette pilotprojekt har vi været optaget af pædagogers italesatte legehandlinger, af børns oplevelser af sjov og af at komme tæt på børns kropsligt udtrykte perspektiver i et legeeksperiment. Der er behov for flere studier og andre legeeksperimenter, hvis vi for alvor skal undersøge børns kropsligt udtrykte perspektiver på leg gennem egen legedeltagelse. Ligeledes er der behov for at inddrage pædagogerne, deres viden om børn og deres erfaringer med at lege med børn mere direkte for at afprøve, i hvor høj grad de analytiske kategorier om travesterende handlinger er genkendelige og meningsfulde i den nordiske pædagogprofession.