Artikkelen er republisert i samarbeid med ForskerZonen

I Lars Von Triers serie Riget fra 1994 kommer overlæge Bondo med en særlig teori, som han med stor autoritet præsenterer for de studerende.

Teorien går ud på, at mennesker i almindelighed finder det ubehageligt, at være fysisk tæt på andre, fordi de er bange for fællesskabet. Det ’store fællesskab’ som Bondo udtrykker det.

Mennesket er anonymt

Ifølge Bondos tankegang er mennesket grundlæggende bange for at acceptere, at de blot er en del af et kæmpe biologisk maskineri, hvor hvert enkelt menneske udfylder en lille og ganske anonym rolle.

En anonymitet der, hvis ikke før, så for alvor åbenbares i døden, hvor kroppen går i forrådnelse og opsluges af det biologiske kredsløb, hvori vi alle ender. Her smuldrer den sidste rest af illusion om individualitet bort, og vi bliver en del af ’det store fællesskab’.

Der er en vis ironi, eller måske snarere pointe, forbundet med, at netop Lars Von Trier udtrykker disse tanker. Trier fremstår sjældent som en person, der ønsker at optræde anonymt.

Nærmere kan Von Triers kunstneriske karriere ses som en kamp netop mod at blive en del af det store, navnløse fællesskab.

Kampen mod anonymiteten går igen i kunsten

Kampen mod anonymiteten er i det hele taget velkendt i vestlig kunst. I gyseren ‘Invasion of the Body Snatchers’ fra 1978 kommer en sælsom plante fra universet til Jorden med uheldssvangre følger.

Planten og dens frø spreder sig, og befolkningen overtages og erstattes af menneskelige kopier uden følelser og individuelle drivkræfter.

Menneskene bliver som planter. Som robotter, der er målrettet det store fællesskab og er uden individuelle visioner og intentioner.

Men selvom slaget for individualiteten tabes i ’Invasion of the Body Snatchers’, kæmpes der med anderledes succes i mange andre film.

Dette ses for eksempel i Rocky IV filmen fra 1985, hvor den russiske bokser Ivan Drago i afslutningsscenen nægter blot at være en unavngiven repræsentant for det store russiske fællesskab.

Forslået og besejret af Rocky råber han til sidst ud til tilskuerne, “I fight for ME”, og manifesterer herved troen på individet, frem for de sovjetiske masser. Han bokser ikke for russerne, men for sig selv, Ivan Drago.

Forskningen har diskuteret menneskets frie vilje

Fra et forskningsperspektiv har forestillingen om menneskets frie vilje og dets individuelle autonomi ligeledes været omdrejningspunkt for heftig debat.

Med udgangspunkt i psykoanalysen demonstrerede Freud, at mennesket ofte er styret af noget ukontrollerbart inden i os selv.

Og fra et sociologisk perspektiv argumenterede Bourdieu for, at menneskers livsbaner, karrierer og præstationer primært bestemmes af opvækst og samfundsmekanismer.

Med baggrund i et naturvidenskabeligt perspektiv har den danske videnskabsjournalist Tor Nørretranders ligeledes udfordret tanken om individuel autonomi.

I bogen ’Mærk verden’ fra 1991 argumenterer Nørretranders for, at menneskets bevidste styring er begrænset. Han refererer i denne forbindelse til et berømt forsøg, foretaget af neurofysiologen Benjamin Libet.

I eksperimentet bedes forsøgspersonerne om at bevæge deres finger/hånd, når de beslutter sig for det. Samtidigt bedes de, via en sindrig rotationscirkel, at markere tidspunktet, hvor de bevidst vælger, at initiere bevægelsen.

Forsøget viser overraskende, at kroppen allerede har igangsat bevægelsen, når den bevidste beslutning tages.

Menneskets hovedrolle er indbildning

Det interessante er, at Tor Nørretranders iscenesætter vores selvbevidsthed som en størrelse, der fejlagtigt tror, at den selv tager beslutninger og styrer slagets gang. Med andre ord, bevidstheden kæmper for at opretholde sin egen selvindbildte dominerende position, men er i virkeligheden styret af noget andet.

Dette angstprovokerende scenarie kan yderlige forstærkes med en reference til den amerikanske biolog Lynn Margulis og teorien om endosymbiose. Ifølge denne tænkning indgår mikroorganismer, som for eksempel bakterier, i relationer eller symbioser med hinanden til fælles fordel.

Med andre ord, mennesket er dybest set et resultat af forskellige organismers samarbejde. Således kan vi mennesker ultimativt anskues som et slags biologisk hylster, der sørger for egnede livsbetingelser til de mikroorganismer, der tager bolig i og udgør vores krop.

'Vi' tjener mikroorganismerne. Det er ikke omvendt. Parallellen til filmen ’Invasion of the Body Snatchers’ er oplagt.

Kreativitet er selve manifestationen af individuel autonomi

Som det ses, er spørgsmålet om menneskets bevidste og individuelle frihed tilsyneladende et centralt omdrejningspunkt i såvel forskning som i kunst.

På den ene side synes menneskets forudsigelighed og ensartethed at underbygge tanken om, at individuel vilje primært er en illusion.

På den anden side kan unik adfærd, handling og kreation pege i den modsatte retning. I denne sammenhæng spiller fænomenet kreativitet en helt central rolle.

Kreative præstationer er nemlig ofte blevet anskuet som selve manifestationen af individuel autonomi. Der henvises jævnligt til det kreative geni, som bryder ud af samfundets kvælende bånd og vover at tænke nyt og anderledes. Der refereres til den kreative éner, som hensynsløst udfordrer og provokerer kollektivets regler.

At kreativitet ofte forbindes med det anderledes og grænsebrydende, afspejles i den almene og udbredte definition af kreativitet, hvor fænomenet betegnes som noget, der er både nyt og værdifuldt. Kreativitet handler i dette perspektiv om at udskille sig fra normen.

Kreativitet kan ikke forudsiges. Kreativitet er ikke resultatet af fastlagte processer, afspejlet i normer, rutiner og traditioner. Her kommer individet virkeligt til syne. Hos karakterer som Niels Bohr, David Bowie, Jørn Utzon og Lars von Trier.

Vores ideer bygger på andres tankeprocesser

Men forestillingen om kreativ autonomi er i dag under stigende pres. Således udfordres individets rolle med baggrund i en række teoretiske begreber og retninger såsom distribueret kognition, distribueret kreativitet, socialkonstruktivisme, materialisme, aktør-netværk teori, affordance og intertextualitet.

Hvad de hver især præcis går ud på, er ikke relevant her. Det vigtige er, hvad disse perspektiver har til fælles, nemlig at individet først og fremmest ses som integreret i større sammenhænge.

Tanken er ligeså banal, som dens konsekvenser er afgrundsdybe.

1.For det første hævdes, at individuel handling hviler på allerede etableret viden og traditioner. Der laves således musik ud af eksisterende instrumenter, rytmer og harmonier. Der bygges huse ud fra eksisterende byggeteknikker og arkitektoniske kriterier.
2.For det andet hævdes, at individet anvender materiale og værktøj, som skubber det kreative arbejde i bestemte retninger. Et computerprogram eller et musikinstrument er altså ikke blot et neutralt og tjenende værktøj i skaberens hænder.
3.For det tredje hævdes, at menneskelig kognition er udvidet eller ekstenderet. Det vil sige, at viden, som vi benytter os af og påvirkes af, er indlejret i ting og mennesker i vores omgivelser. Vores tænkning er altså ikke isoleret.

Når vi bruger manualer, vejkort eller lommeregnere, er vores indre tankeprocesser forbundet med og afhængig af ekstern viden og procedure. Når vi får en ide, så er den sammenvævet af og bygger på andres ideer og tankeprocesser.

Netværket synliggøres af digital teknologi

Med udgangspunkt i disse perspektiver kan mennesker i højere grad anskues som aktører, forbundet i komplicerede netværk af materialer, mennesker, traditioner, m.m. I de seneste år har digitalisering gjort disse sammenhænge mere synlige.

Når vi skriver, er vi under indflydelse af stavekontrol. Når vi bruger billeder fra Google, er vi under indflydelse af dem, der har taget disse billeder. Når vi bruger computersoftware, er vi under indflydelse af dem, der har lavet programmerne. Når vi programmerer software, er vi under indflydelse af et etableret kodesprog og præfabrikerede koder.

»Musikken skal være lavet af MIG«

På trods af individets åbenlyse forbindelse med omverdenen er det tilsyneladende en væsentlig værdi for de fleste mennesker, at de kan udnævne sig selv som en skaber. Med andre ord, der synes at være en modsætning mellem menneskets oplevede autonomi og dets reelle autonomi.

Denne modsætning kan også ses i et forskningsprojekt, hvor en række voksne deltagere bedes om at komponere musik individuelt ved computer. Instrumenter, mikrofoner og et computerprogram er stillet til deres rådighed.

De kan vælge at sammensætte præfabrikerede lydbidder (loops) via computerprogrammet.

De kan også vælge at optage instrumenter, egen vokal, mm. De færdige kompositioner vurderes efterfølgende af en række eksterne lyttergrupper.

Mange af deltagerne lægger vægt på, at musikken bør være lavet mest muligt af dem selv. Som en af forsøgspersonerne udtrykker det: »Musikken skal være lavet af MIG«.

I denne forbindelse associerer deltagerne ofte brugen af loops eksplicit med kopi og imitation. Her er personerne styrede af computerprogrammets struktur og de lyde, der tilbydes.

Til gengæld forbindes originalindspilning af instrumenter og sang med en højere grad af autonomi. Her kan komponisterne tilsyneladende selv bestemme.

Illusionen om individuel vilje

Med udgangspunkt i ovenstående kunne man forvente, at musikkompositioner, baseret på originalindspilning, er mere individuelle og originale.

Det sælsomme er, at det tilsyneladende forholder sig omvendt. Den loop-baserede musik beskrives således ofte som original og anderledes af de eksterne lyttergrupper. Til gengæld opfattes musikken, indspillet af forsøgspersonerne, ofte som mere traditionel og almindelig.

Konklusionen underbygges af musikanalyser, som indikerer, at de indspillede kompositioner i højere grad følger traditionelle musikalske regler, for eksempel i form af velkendte melodiske, harmoniske og rytmiske skabeloner.

Undersøgelsen demonstrerer, at mennesker er dybt forbundne med et netværk af materialer, mennesker, traditioner og normer.

Når forsøgspersonerne eksplicit arbejder med at kopiere og sammensætte materialer, for eksempel loops, bliver disse forbindelser meget tydelige.

Det gør det sværere at opretholde en illusion om fuldstændig individuel autonomi. Men når komponisterne indspiller selv, kan forestillingen nemmere opretholdes. Her kommer musikken tilsyneladende inde fra dem selv.

Men eksemplet indikerer, at denne autonomi primært er en illusion.

Malerier i et netværk

Ovenstående pointe kan ligeledes eksemplificeres via et andet forskningsprojekt, udført i en tredjeklasse i en folkeskole. I projektet blev børnene bedt om individuelt at male forskellige, selvvalgte følelser.

Børnene præsenterede til sidst resultaterne for hinanden. De fleste børn var meget stolte over deres maleri og udviste stor følelse af ejerskab over de færdige produkter.

Et efterfølgende blik på billederne viste imidlertid, hvorledes børnene var yderst påvirkede af hinanden. De børn, som sad ved siden af hinanden ved samme bordrække, tegnede med farver, teknikker og motiver, der var mere eller mindre identiske.

Med andre ord, eksemplet demonstrer, at individuel handling er influeret af netværket. Udfaldet af det enkelte barns maleri bestemmes således ikke primært af barnet selv, men snarere af det netværk, barnet er placeret i.

Individets trygge havn er svær at forlade

Tanken om, at individet blot spiller en mindre rolle i et uendeligt netværk, er vanskelig håndterbar og kontra-intuitiv. Der er sikkert mange grunde til dette.

1.En grund er formentlig, at vi er bange for at miste os selv.
2.En anden grund er sandsynligvis, at det er yderst komplekst at afdække det netværk af forbindelser, som ansporer os til at handle, som vi gør.
3.En tredje grund er, at vi har indrettet et samfund med fokus på individuel præstation, for eksempel afspejlet i vores skole og uddannelsessystem.
4.Afslutningsvis er der også en fjerde grund, nemlig at individuel autonomi trods alt har sin berettigelse.

Selvom vi er styrede, styrer vi også selv

Med andre ord, selvom vi som individer er sammenflettede i et netværk, er vi dog stadig aktører, som repræsenterer en særlig stemme. Vi spiller en lille rolle i et stort skuespil, men den rolle, vi spiller, er på forskellige måder særegen.

Børnenes værker oven for demonstrerer dette. Billederne minder om hinanden, men de er ikke ens. Hvert barn tilfører netværket en lille smule unikt.

Samme pointe fremhæves ofte af Bruno Latour, som netop er grundlæggeren af aktør-netværk teori. Ifølge Latour er mennesker aktører i et netværk og dermed ikke blot anonyme 'placeholders'.

Vores handlinger er nok sammenvævede af mange andre handlinger, men er ikke absolut prædefinerede. Så selvom vi er styrede, så styrer vi også selv.

Blot skal vi være opmærksomme på, at denne individuelle rolle sandsynligvis er mere begrænset, end vi ønsker, endsige evner, at begribe.